
Der er dukket nye – og ikke mindst makabre – oplysninger op i den drabssag, der tidligere på sommeren rystede Athen.
Her blev den blot 38-årige britiske statsborger Elisabeth Jane Ross fundet dræbt i den græske hovedstad, og nu viser et nyt billede så øjeblikket, hvor den formodede gerningsmand slæber afsted med hendes lig i en kuffert.
Det skriver Mirror.
Det nye billede stammer fra et overvågningskamera, der altså filmede øjeblikket, hvor den formodede gerningsmand – 26-årige Sharif Ahmadzai – kommer gående med en sort kuffert på gaden i Kypseli-kvarteret i Athen.
I kufferten lå liget af Elisabeth Jane Ross, som den 26-årige mand ifølge politiet havde kvalt og dræbt kort forinden. Politiet formoder også, at Sharif Ahmadzai brugte den sorte rullekuffert til at forsøge at skaffe liget af den britiske kvinde af vejen.
To dage efter overvågningsbilledet – 18. juli – blev liget af den 38-årige kvinde dog fundet af en hjemløs mand i området. Han alarmerede politiet, som iværksatte en større efterforskning.
Efterforskningen førte senere til anholdelsen af den 26-årige mand, der nægter sig skyldig i drab, men dog erkender, at han har haft liget af kvinden i en kuffert.
Sharif Ahmadzai har desuden erkendt, at han stjal Elisabeth Jane Ross’ hævekort og hævede €10.000 fra hendes kort.
Politiet arbejder derfor ud fra en teori om, at Sharif Ahmadzai røvede Elisabeth Jane Ross og derefter dræbte hende. Han nægter som sagt sig skyldig i det bestialske drab.