
Torsdag tager en 44-årig mand og 46-årig kvinde plads på anklagebænken ved Retten i Næstved, hvor de begge er tiltalt for at have slået den ældre dame ihjel, viser anklageskriftet i sagen, som SE og HØR er i besiddelse af.
Ifølge politiet skete det ved alvorlig og omfattende stump vold, ligesom de to anklagede angiveligt kvalte damen ihjel mellem 26. februar klokken 17.30 og 28. februar klokken 10.20.
Offeret blev fundet med voldsomme skader i hovedet og på kroppen, hvor hun blandt andet blev påført et brækket lårben, luftoverfyldte lunger og adskillige alvorlige kvæstelser, der slog den ældre dame ihjel.
Ifølge anklagemyndigheden skete det bestialske drab efter forudgående aftale mellem de to tiltalte, politiet mener altså, at de på forhånd havde planlagt drabet på den ældre kvinde.
SE og HØR har været i kontakt med de to tiltaltes advokater, der fortæller, at deres klienter nægter sig skyldige i anklagen om drab.
I familie med afdøde: Vil frakende ret til arv
Politiet har indtil nu holdt kortene tæt til kroppen i sagen, men har dog fortalt, at de to tiltalte har en relation til den afdøde kvinde.
Ifølge SE og HØRs oplysninger er det den tiltalte kvinde, der har en familierelation til afdøde.
I anklageskriftet fremgår det da også, at anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at kvinden mister retten til at få arv, forsikringssummer og andre ydelser, der eventuelt kunne blive udbetalt til den 46-årige kvinde i forbindelse med den ældre kvindes død, hvis hun bliver kendt skyldig i den alvorlige sag.
Sagen kommer til at blive behandlet som en nævningesag ved Retten i Næstved og tager sin start 13. august.
Der forventes at falde dom i sagen i slutningen af september.