
Det trak overskrifter verden over, da det tilbage i 2010 kom frem, at “Monster Garage”-værten Jesse James havde været Sandra Bullock utro med ikke bare én, men en lang række kvinder.
Nu sætter skuespillerinden for en yderst sjælden gang ord på utroskabsskandalen, der kostede det daværende par ægteskabet.
Det gør hun i en snak med Jennifer Aniston i Interview Magazine.
Her kalder hun perioden dengang “en virkelig mørk tid”, hvor hun brugte al sin energi på at beskytte sin søn Louis, som hun og Jesse James adopterede, året før skandalen så dagens lys.
Ingen i offentligheden vidste nemlig noget om sønnen på daværende tidspunkt.
- Det gik hurtigt op for mig, at paparazzifotograferne ikke ville give op, og da ingen vidste, jeg havde en nyfødt, måtte jeg gemme ham i en hockeytaske, når jeg gik ud af huset, fortæller hun.
Sandra Bullock og Jesse James blev gift i 2005 efter et år som par.
De gik fra hinanden i kølvandet på skandalen i 2010, og året efter gik “Monster Garage”-værten i behandling for sexafhængighed, samtidig med, at han udsendte en offentlig undskyldning til Sandra Bullock.
I 2017 udtalte han sig igen kort om utroskaben, men her virkede han ikke synderligt brødbetynget over den.
- Ja, jeg var min kone utro. Jeg stod frem og tog ansvar for det og undskyldte. Det er slutningen på den historie. Det er en del af livet.
Jesse James fandt efter bruddet med Sandra Bullock sammen med den tidligere pornostjerne Bonnie Rotten, mens filmstjernen i 2015 fandt sammen med Bryan Randall.
Han døde dog tilbage i 2023 efter en lang og hemmelig kamp mod sygdommen ALS, og Sandra Bullock er angiveligt stadig single den dag i dag.