
For prinsesse Marie er det vigtigt at forsøge at gøre en forskel med sit arbejde. I en ny bog stilles der skarpt på prinsessens store engagement på et helt særligt område.
Prinsesse Marie bor og arbejder i denne tid i Washington D.C. i USA, og selvom hun er langt væk fra Danmark og sine protektioner, så er hun stadig dybt engageret i sine hjertesager.
I denne uge er bogen “Idealer i en kynisk tid” udkommet.
Bogen er skrevet af Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær Jonas Nøddekær.
Et af afsnittene i bogen indledes med at beskrive et besøg i Washington D.C..
Og der er i den forbindelse fokus på prinsesse Marie, som jo er protektor for folkekirkens Nødhjælp.
Prinsessen deltager i et lukket møde på den danske ambassade i USA om Folkekirkens Nødhjælps arbejde i verden.
Man kan læse om, hvad der skete på mødet i den nye bog.
Forfatteren Jonas Nøddekær skriver følgende:
Annonce
“På den danske ambassade deltager Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie som protektor for Folkekirkens Nødhjælp i et lukket arrangement om vores arbejde i verdens brændpunkter og indsatserne for at styrke humanitær respons gennem samarbejde. Foran 30 deltagere fra det amerikanske udenrigsministerium, diplomater, tænketanke og den danske vice-ambassadør, Stig Piroli Piras, fortæller prinsessen om sit engagement gennem 15 år i Folkekirkens Nødhjælp. Hun har et manus foran sig, men taler frit og siger: ”De rejser, jeg har foretaget, de fantastiske mennesker, jeg har mødt, og de meget stærke oplevelser, jeg har haft gennem Folkekirkens Nødhjælp, har fuldstændig ændret mit syn på verden. De har formet min forståelse af både sårbarhed og modstandskraft på måder, jeg ikke havde forventet.” Hun understreger, hvor vigtigt det er at holde håbet højt, og det kan hun bidrage til som protektor for Folkekirkens Nødhjælp.”
Glad for prinsesse Marie
I bogen understreger forfatteren desuden, at ingen i lokalet efter disse ord fra prinsessen kunne være i tvivl om prinsessens engagement og dedikation.
Annonce
Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær Jonas Nøddekær giver udtryk for, at han er glad for, at vi har en prinsesse, der har lyst og mod til at tale bistanden op over for amerikanerne.
Bogen “Idealer i en kynisk tid” handler om Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær Jonas Nøddekærs personlige rejse gennem aktuelle kriser og storpolitiske konflikter i verdens brændpunkter.
Annonce
Han leder efter grundlaget for en ny idealisme, der kan forme Europas udsyn og ansvar i verden.
Forfatterens håbefulde pointe er, at der selv i en tid præget af opbrud, kynisme og magtkampe findes stærke modfortællinger.
Over hele verden vælger mennesker hver eneste dag samarbejde frem for kynisme, rettigheder frem for rå magt og ansvar frem for ligegyldighed.
”Idealer i en kynisk tid” er en bog om håb, handling og kampen for de værdier, som risikerer at gå tabt, hvis ingen insisterer på at forsvare dem.