
Et lille udbrud var kørt afsted, sprinterholdene var i kontrol – og indkørslen til Bordeaux var så småt i gang.
Men med 110 kilometer til mål kom Magnus Cort flyvende forbi fronten af feltet med to Uno-X-ryttere på hjul. Til sidst var det Jonas Abrahamsen, der blev lanceret, og han forsøgte at komme væk.
Sprinterholdene måtte hurtigt reagere, og der gik ikke mange øjeblikke, før Abrahamsen var bragt tilbage. Og det blev ikke til meget mere end en gimmick. Cort fortæller, at det var for at lave lidt spas.
- Det var lidt kedeligt i en periode, så jeg angreb med nogle holdkammerater på hjul – lidt i sjov. Jeg stoppede hurtigt, men Abrahamsen fortsatte lidt længere. Jeg er ikke sikker på, at det var alle i feltet, der syntes, at det var sjovt, siger Magnus Cort.
Og sjovt synes Abrahamsen, at det var.
- Hvis ikke man prøver, så vinder man heller ikke. Jeg havde gode ben, så jeg kunne ikke lade være med at prøve. Når det er lidt kedeligt, og det går roligt, så må man jo prøve for at lave lidt sjov undervejs, siger Jonas Abrahamsen til TV 2 Sport.
Kan godt lide “at lave tv”
Da Anthon Charmig kom tilbage til Uno-X-bussen, sad Abrahamsen allerede og ”rullede af”. Charmig udbrød:
- Har du uendelige mængder af kræfter eller hvad?
Charmig fortæller, at det giver Abrahamsen energi at lave den slags forsøg.
- Jonas er jo typen, der godt kan lide at køre med i front og lave tv. Det er ikke nogen hemmelighed. Det er derfor, at han forsøger sig og prøver at forstyrre de andre lidt. Og så er det også bare for at have det sjovt, fordi det giver ham noget mere energi.
Jeg kørte op til Abrahamsen og sagde: ”Så kører vi!”
Mads Pedersen
Mads P. ville lege med
Kort tid efter, at Abrahamsen blev hentet, blev der lanceret et nyt angreb. Denne gang var det Mads Pedersen, der ville lege med og lancerede Abrahamsen.
- Mads (Pedersen, red.) sagde, at jeg skulle sætte mig på hjulet af ham, og så prøvede vi en gang til for at lave lidt sjov, siger Abrahamsen med et skævt smil.
Mads P. angriber nu også lidt og forsøger at sætte gang i løbet, men sprinterholdene holder fortsat godt øje. Video: Marie Louise Sølund Bager
For Mads Pedersen var det dog et lidt mere taktisk træk.
- Jeg kørte op til Abrahamsen og sagde: ”Så kører vi!”. Det havde været fordelagtigt for mig, hvis vi var tre mand, der var kommet op til udbruddet, for så havde vi været svære at hente i finalen, og der havde været fem mand til at tage point i den indlagte spurt. I sidste ende var det jo bare 30 sekunder, så det var ikke andet end lidt ballade, siger Mads Pedersen.
Uno-X var lige ved at få noget mere med fra etapen end bare noget sjov og ballade. Søren Wærenskjold blev nemlig kun slået af Tim Merlier i en massespurt.
Du kan se Tour de France uden afbrydelser på TV 2 Play.