
I den nye Netflix-film “Den hemmelige kvinde” spiller den norske skuespiller Pål Sverre Hagen en stor rolle, men det er langt fra første gang, at han medvirker i en dansk produktion.
I dag har den nye danske Netflix-film “Den hemmelige kvinde” premiere. Her møder vi kvinden Louise Andersen, der lever på den norske ø Hidra sammen med sin forlovede, forfatteren Joachim.
Her er alt fryd og gammen, men der kommer hurtigt skår i idyllen, da Louise opdager, at hun i virkeligheden er Helene Söderberg. En kvinde, der forsvandt fra Danmark for tre år siden, og en kvinde, der både har mand og barn.
I rollen som Joachim, der forsøger at hjælpe hende med at opklare, hvorfor hun forsvandt, ses den norske skuespiller Pål Sverre Hagen.

I “Den hemmelige kvinde” spiller Natalie Madueño over for Pål Sverre Hagen.
Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann / Netflix
Og hvis du tænker, at du har set ham et sted før, så er det ikke så underligt.
For selvom 45-årige Pål Sverre Hagen især har medvirket i norske produktioner, så har han også flere danske film og serier på cv’et.
I 2016 tonede han frem som skurken Johannes i den tredje Afdeling Q-film “Flaskepost fra P”, mens vi i slutningen af 2025 og starten af 2026 kunne opleve ham som børnelægen Jerry i sæson to af TV 2-serien “Dag & Nat”.

I “Dag & Nat” spillede Pål Sverre Hagen (ses bag Anders W. Berthelsen) børnelægen Jerry.
Foto: Henrik Ohsten/TV 2
Dermed er det altså ikke fremmed land for ham at spille over for nogle af de største danske stjerner, hvilket han også gør i “Den hemmelige kvinde”, hvor han står over for Natalie Madueño og Claes Bang.
Annonce
I Norge er han blandt andet kendt for at have spillet de historiske personer Roald Amundsen i filmen “Amundsen” og Thor Heyerdahl i “Kon-Tiki”.
Derudover vil mange nok også genkende ham fra den norske successerie “Exit”, hvor han spiller William Bergvik. En serie, man kan se på DRTV.
Du kan se ham i “Den hemmelige kvinde”, der er baseret på en roman af Anna Ekberg, lige nu på Netflix.

Pål Sverre Hagen som Joachim i “Den hemmelige kvinde”.