
På grund af sygdom er det længe siden, dronning Margrethe har haft officielle opgaver, men onsdag aften har hun et programpunkt i den kongelige kalender.
Selv om dronning Margrethe abdicerede i 2024, har hun fortsat officielle pligter og er en arbejdende del af kongehuset, men det er nogle måneder, siden vi senest så hende i officiel sammenhæng. Modsat traditionen deltog hun ikke i Folketingets åbning, der fandt sted i går, tirsdag den 6. oktober.
Ikke desto mindre er den 86-årige dronning nu tilbage.
Tirsdag bekræftede kongehuset, at dronning Margrethe onsdag aften overværer den koncert, der holdes i anledning af Fredensborg Slotskirkes 300-års jubilæum.

Dronning Margrethe ved koncerten i Fredensborg Slotskirke.
Foto: Hanne Juul

Både prinsesse Benedikte, dronning Mary, kong Frederik og dronning Margrethe var med i Fredensborg Slotskirke.
Den 10. september fremgik det af en pressemeddelelse, at dronningen var blevet udskrevet efter endnu en indlæggelse. Denne gang som følge af et ildebefindende fire dage forinden. Det var årsagen til, at hun ikke kunne deltage i kong Haralds begravelse den 9. september.
Annonce
Den 10. september oplyste kongehuset, at dronning Margrethe var tilbage på Fredensborg, hvor hun ”befinder sig vel og skal tage den med ro i den kommende tid”.
Senest vi så dronningen i officiel sammenhæng, var da hun den 10. juli overværede Verdensballetten på Møllerup Gods.

Dronning Margrethe til Verdensballetten på Møllerup Gods i juli.
I august dukkede der billeder op af dronningen, der var på marked i Frankrig, og den 3. oktober delte kongehuset nye billeder af dronningen fra Fredensborg Slot. Her havde hun fået overrakt en ærespris i forbindelse med ALT for damernes 80-års jubilæumsfejring.
Annonce
Dronning Margrethe er ikke den eneste, der spreder royal glans over koncerten i Fredensborg onsdag aften. Også kongeparret og prinsesse Benedikte er med til fejringen.

Prinsesse Benedikte og dronning Mary i Fredensborg Slotskirke.
Foto: Hanne Juul
Fredensborg Slotskirke har gennem mange år været benyttet af den kongelige familie. Også ved særlige lejligheder. Dronning Margrethe og mange andre familiemedlemmer er i årenes løb blevet konfirmeret der, mens prinsesse Benedikte i 1968 blev gift i slotskirken.