
Da Morten Kirckhoffs far Mogens blev 75 år, stod det klart, han havde fået demens. Under farens sygdomsforløb var Morten Kirckhoff ramt af skyld og skam.
Normalt, når Morten Kirckhoff dukker op på skærmen, så er han sit imødekommende og smilende jeg.
Det gør sig gældende i DR-programmet ”Nul stjerner”, hvor han rejser rundt i verden med vennen Jan Elhøj.
Men inde bag smilet var Morten Kirckhoff for et par år siden igennem en svær periode.
Da hans far Mogens blev 75 år, stod det klart, at han var blevet ramt af demens.
Netop farens sygdom og hvordan den har påvirket familien omkring ham, har Morten Kirckhoff skrevet bogen ”Da min far var min far” om.
Morten Kirckhoff oplevede, at da farens sygdom tog til, byttede de roller. Nu var det ham, der skulle tage sig af sin far, fordi det kunne han ikke selv.
I den første tid boede faren hjemme, men som sygdommen udviklede sig, flyttede han på plejehjemmet.
Under sine besøg stod Morten Kirckhoff i mange dilemmaer, hvor han blev overmandet af skamfulde tanker og følelser.
– Jeg skriver, at jeg jo kører ned på plejehjemmet og besøger ham, og så ligger han bare der. Jeg er der nogle timer, men er helt ulykkelig. Jeg kommer kun i dårligt humør af at være der. Jeg kører hjem igen og tænker på vejen hjem: ”Hvorfor fanden har jeg spildt en søndag på det her lort?” Mens jeg sidder og tænker de tanker, tænker jeg også: ”Hvad fanden er du for et menneske for at have de tanker?” Så kigger jeg op i bagspejlet og ser mig selv, hvor usselt et menneske er det lige, du er. At du ikke har tid i dit privilegerede, glade, herlige liv. Tænk, hvis han kan mærke, du er der. Er det så ikke godt nok? Så kommer man hjem til familien, som spørger, hvordan det var gået hos farfar? Så fortæller man ikke sandheden, fordi det er skamfuldt at have de tanker, fortæller han til BILLED-BLADET og uddyber:
– På et tidspunkt, apropos de skamfulde tanker, tænker jeg: ”For fanden kan han ikke bare dø, så vi kan komme videre.” Og så tænker jeg også, hvordan kan jeg tillade mig at have de tanker?

Morten Kirckhoff med sin far Mogens.
Foto: Privat
Med tanker som dem, har det krævet den største portion mod for Morten Kirckhoff at få sine følelser nedfældet på skrift, så hele Danmark kan læse det.
– En ting at have tankerne og skamme sig over det. En anden ting er selvfølgelig at indtale det på en diktafon og begynde at skrive på det. Skal jeg i virkeligheden skrive det her, så hele verden kan se, hvor dårligt et menneske jeg er blevet? Men jeg mobiliserede modet til at gøre det, fordi alle andre, der kommer i den samme situation, på en eller anden måde kommer til at mærke noget tilsvarende, fortæller han.