Man ser ikke hele sandheden i fjerde afsnit. Nu forklarer Michael.

I fjerde afsnit af ”Gift ved første blik” ser det ud til at gå godt for Torben og Michael. De fniser sammen, og selvom Michael ikke er en trøffelaficionado, spiser han løs af delikatesserne på deres date.

Men der sker noget, man ikke ser, på bryllupsrejsen.

Annonce

Under en dyb samtale om deres forhold spørger Michael Torben, om han er forelsket, og Torben siger, at det er han ikke.

Michael siger bagefter, at svaret gør ham rolig, men det er ikke hele sandheden.

– Jeg spørger direkte, og han siger: ”Nej”, og det tager jeg faktisk lidt hårdt, forklarer han til BILLED-BLADET og fortsætter:

– Jeg havde været grædeklar den dag, for da var vores kommunikation ikke den bedste. Vi går og tænker i stilhed, og da vi gør os klar, er der ingen der taler. Det gør mig utryg, og det siger jeg også: ”Puh, jeg har været klar til at græde mange gange – det har været en hård dag”.

Annonce

– Man ser ikke, at jeg tager svaret hårdt, og at jeg begynder at græde. Jeg reagerer sådan, fordi det var øv at være på bryllupsrejse, og at der ikke var kriller i maven.

– Jeg bliver faktisk så berørt, at jeg er nødt til at gå ud på toilettet og lige være der for mig selv, fortæller Michael.

Michael og Torben kommer tættere på hinanden. Desværre lader forelskelsen vente på sig.

Foto: Snowman Productions

Heldigvis når de også at have en god og dyb snak i Split.

Svært at kapere

På deres sidste date på bryllupsrejsen bliver de to mænd meget følelsesladede, da samtalen falder på det at kunne tage imod komplimenter.

Annonce

– Jeg taler for os begge, når jeg siger, at vi altid har været de tykke drenge i klassen. Jeg har tabt mig 100 kg. Det er mærkeligt at modtage komplimenter – det har vi ikke prøvet så meget før. Så er det svært at kapere, at en anden synes, man er dejlig. Jeg kan mærke, at han har svært ved at tage imod det, da vi står på badeværelset og gør os klar. Og jeg har også selv svært ved at tage imod det, siger Michael.

Annonce

Under samtalen kommer de ind på Michaels far, og Michael nævner, at han som barn oplevede faderen som homofob. På et tidspunkt udbryder Michael mod himlen: ”Sorry, Papa!”

– Jeg ved ikke, hvorfor jeg siger det, for min far er ikke død, forklarer Michael til BILLED-BLADET.

– Det var bare så intim en snak. Jeg sidder og taler om noget dybt – at min far var homofob, og hvis jeg legede med dukker, tog han dem fra mig. Da jeg fortæller det, begynder lyset at blinke, som om han ville sige: ”Hovhov, det skal vi ikke tale om.”

Annonce

– Nu tror folk, han er i himlen. Men det er han altså ikke, siger Michael og fortæller, at selvom faderen stadig er til, ser han ham ikke.

– Jeg har ikke noget forhold til ham i dag.

Michael forbinder sin opvækst med sin usikkerhed og evne til at tage imod komplimenter.

– Jeg har alle dage følt mig forkert. Var jeg blevet favnet som barn, havde jeg følt, jeg var god nok og havde ikke ladet det påvirke mig. Jeg har følt skam, og det er lidt øv. Jeg sprang også sent ud, og det er derfor, slår han fast.