
På Oplevelsescenter Nyvang har man fået bygget Andersens Badehotel i virkelig størrelse. Men der mangler lige det sidste før den store åbning om en måned.
For to år siden løb den 10. og sidste sæson af ”Badehotellet” over skærmen, men snart kan man komme med indenfor i de historiske rammer.
Optagelsen af tv-serien har fundet sted i et tv-studie, men nu er Andersens Badehotel blevet bygget i virkeligheden.
Det er Oplevelsescenter Nyvang ved Holbæk, som har fået opført den velkendte bygning, som man snart kan besøge.
Der holdes stor åbningsweekend den 11. og 12. juli, men der mangler lige lidt, før hotellet er klar til de første besøgende.
”Ja, dette opslag er et af de mere mærkværdige”.
Sådan indledes en efterlysning fra netop Oplevelsescenter Nyvang. Forud for den store åbning er man nemlig på jagt efter toilet og cisterne.
”Vi mangler nemlig en gammel cisterne med træk-og-slip, samt et gammelt lokum for at kunne indrette hotellets gæstetoilet”, forklares det i opslaget, som er ledsaget af billeder fra tv-serien, som giver en indikation af, hvad man er på jagt efter.
Handlingen i ”Badehotellet” begynder i 1928 og strækker sig frem til 1946.