
Det kan godt være, at hun smiler på sit nye fødselsdagsfoto. Og det kan også godt være, at det lysner i horisonten.
Men kronprinsesse Mette-Marit, der i dag fylder 53 år, kan i den grad se tilbage på et år, der bedst kan betegnes som hendes “annus horribilis”.
Hele den røde løber fra Reality Awards 2026
Den latinske betegnelse betyder ”et forfærdeligt år” og blev første gang brugt af afdøde dronning Elizabeth, der i 1992 oplevede, at tre af hendes børn blev skilt, ligesom hendes elskede Windsor Castle næsten brændte ned til grunden.
Nu er der så god grund til at tro, at hendes royale ”kollega”, kronprinsesse Mette-Marit, har haft sit “annus horribilis”.
I hvert fald må man sige, at den norske kronprinsesse kan se tilbage på et særdeles turbulent år, der har budt på både alvorlig sygdom, sønnens retssag samt et uvejr, der involverede en dømt sexforbryder.
SE og HØR gennemgår her de skandaler, som kronprinsesse Mette-Marit har kæmpet med det seneste år.
Et giftigt venskab
Allerede i begyndelsen af året endte kronprinsessen i fedtefadet. I slutningen af januar kom det således frem, at Mette-Marit havde haft omfattende kontakt til den amerikanske seksualforbryder Jeffrey Epstein, efter at han i 2008 blev dømt for handel med mindreårige piger.
I 2011 skrev Mette-Marit blandt andet til Epstein, at hun havde googlet ham, og at det “ikke så godt ud”. Efter beskeden havde hun tilføjet en glad smiley.
I 2012 skrev Mette-Marit til Epstein, at hun syntes, at han var “charmerende”.
Året efter spurgte hun ham, om ikke han snart kom og besøgte hende.
- Jeg savner dig, min vanvittige ven, lød ordene fra Mette-Marit.
Det kom desuden frem, at parret havde mødtes ad flere omgange.
I marts tog Mette-Marit så bladet fra munden og undskyldte. I et interview med NRK fortalte hun, at hun ville ønske, hun aldrig havde mødt Jeffrey Epstein.
Hun forklarede også, at hun følte sig manipuleret og bedraget af den nu afdøde seksualforbryder.
- Jeffrey Epstein er selv ansvarlig for sine handlinger. Jeg må tage ansvar for, at jeg ikke tjekkede Epsteins baggrund bedre, og at jeg ikke hurtigt nok forstod, hvilken slags menneske han var, lød det fra Mette-Marit.
På det tidspunkt var skaden dog sket. Flere organisationer – deriblandt Fokus, Det Norske Pigekor, Biblioteksforeningen og Sex & Samfund i Norge – valgte at stoppe samarbejdet med kronprinsessen.
Søn i spjældet
Selv om han formelt set aldrig har haft titel af prins og heller ikke har modtaget apanage, så hænger Mette-Marits søn, Marius Borg Høiby, uløseligt sammen med den norske kongefamilie.
Derfor har der formentlig også været en hel del royale bekymringsrynker, siden det blev kendt, at den i dag 29-årige Høiby har begået op til flere uhyggelige forbrydelser.
- august 2024 blev papprinsen anholdt og anmeldt for vold efter en episode i sin ekskærestes lejlighed. Herefter væltede skeletterne nærmest ud af skabet. To andre ekskærester anklagede ham for psykisk og fysisk vold. Papprinsen blev anholdt flere gange. Der udstedtes tilhold, og der blev fundet flere ofre.
Herefter var der mere eller mindre stille i lidt over et halvt år, før statsadvokaten indkaldte til et pressemøde i august 2025.
Her fortalte man, at efterforskningen nu var afsluttet – og at Marius Borg Høiby var sigtet for i alt 32 forhold. Der var tale om vold, trusler og hærværk samt fire voldtægter af fire forskellige kvinder.
Oslo tingrett tog hul på retssagen 3. februar, og omkring 70 personer – deriblandt søvneksperter, politifolk, ofre samt venner – vidnede i sagen.
Høiby blev i retten beskrevet som voldelig, hensynsløs og jaloux.
- juni fik han sin dom. Han blev frifundet i to ud af de fire voldtægter, men blev dømt til fire års fængsel.
Han har anket dommen, hvilket betyder, at sagen stadig ikke er afsluttet.
Tæt på døden
Som om en sexforbryder og dømt søn ikke var nok, har Mette-Marit også måttet kæmpe en yderst hård kamp i sygesengen.
Kampen kulminerede tidligere på sommeren, da kronprinsessen gennemgik en op mod 10 timer lang operation. Her fik hun transplanteret nye lunger.
Transplantationen var vellykket og skyldes den kroniske lungesygdom lungefibrose, som kronprinsessen fik konstateret i 2018.
Ved sygdommen dannes der permanent arvæv i lungevævet, hvilket gør det sværere og sværere at få luft. Sygdommen er uhelbredelig, og kronprinsessen vidste derfor godt, at en transplantation en dag ville blive sidste udvej.
Indtil i år havde kronprinsessen kunnet varetage de fleste af sine royale opgaver og pligter, men for et halvt år siden begyndte hun at få det markant værre.
- Kronprinsessen har det seneste halve år haft en betydelig forværring af sin lungefibrose, udtalte Are Holm, der er overlæge og lungespecialist ved Rikshospitalet i den norske hovedstad, Oslo, under et pressemøde 5. juni.
Her fik offentligheden også besked om, at Mette-Marit var blevet sat på listen over personer, der skulle have lungetransplantation hurtigst muligt.
Det betød med andre ord, at lægerne vurderede, at hun kun havde 1-2 år tilbage at leve i, hvis hun ikke fik nye lunger.
- Og på lægeundersøgelserne ser vi, at hun er faldet betragteligt bare de seneste tre måneder. Det er farligt, tilføjede overlægen, der også slog fast, at kronprinsessen ikke ville blive prioriteret over andre på ventelisten.
Han kunne heller ikke svare på, hvornår kronprinsessen ville blive tilbudt transplantationen.
I snit står 20-40 personer på venteliste til nye lunger i Norge – men da kronprinsessen kom på listen, var tallet noget mere opløftende. I juni, da kronprinsessen kom på ventelisten, var tallet således kun otte.
Der gik da heller ikke mere end to uger, før det norske kongehus 17. juni udsendte en ny pressemeddelelse:
Kronprinsessen havde fået nye lunger, og operationen var vellykket.
Siden operationen har den norske kronprinsesse restitueret på Skaugum.
Hun har ikke vist sig offentligt mange gange, men har dog været tvunget til at forlade slottet. Blandt andet for nylig da hun måtte på hospitalet for at besøge kong Harald.
Den 89-årige konge er indlagt for at blive behandlet for blodsygdommen hæmolytisk anæmi.
Noget tyder dog på, at kronprinsessen Mette-Marit i dag får en rolig fødselsdagsfejring uden hospitaler, skandaler og dramatik.
Og mon ikke hun ånder en smule lettet op over, at hendes “annus horribilis” nu (forhåbentligt) er overstået?