
Les Voiles de Saint-Tropez er måske ikke en konkurrence, som alle danskere kender, men det burde man – hvis man ellers kan li’ at heppe på Danmarks konge.
Frederik har flere gange gennem de sidste 12 år deltaget i regattaen med forskellige både, og flere gange er det endda blevet til dansk sejr.
I år er kongen også med, men kun halvt. Sejladserne begyndte for næsten en uge siden, og kaptajnen på Nanoq – som Frederik altid kalder de både, han sejler med – har været fraværende, fordi han deltog i en mindehøjtidelighed for sin afdøde svigerfar, John Donaldson, i Tasmanien.
På trods af en rejse fra den anden side af kloden, dukkede Frederik op til konkurrencen fredag morgen i særdeles frisk tilstand. For selv om Nanoq havde klaret sig fornuftigt i kongens fravær, blev alting meget bedre.
Nanoq vandt fredagens sejlads.
Dermed er båden og dens besætning stadig med i kampen om podieplaceringer i den samlede konkurrence, før lørdagens sejlads, der er den sidste og afgørende.
Inden lørdagens afgørelse førte båden Spirit of Lorina klassen, mens kong Frederiks Nanoq lå i en firebådsgruppe, der kun var adskilt af to point i kampen om de øvrige podiepladser.
Nanoq er ikke navnet på én bestemt kongelig båd. Frederik har i årevis brugt navnet om sine forskellige kapsejladsprojekter. Da kongen vandt sin klasse i Saint-Tropez i 2024, sejlede han således den røde, chartrede tyske TP52 Red Bandit under Nanoq-navnet. Sidste år skiftede han til den blå amerikanske racer Final Final, der blev til “Nanoq Final Final” med Frederik ved roret.
Det er også denne båd, som egentlig er ejet af amerikaneren Jonathan Desmond.
SE ET GALLERI MED KONGEN TIL REGATTAEN ØVERST I ARTIKLEN