
Stoltheden strålede ud af kong Frederik, da han søndag sammen med resten af kongefamilien var til Gardehusarregimentets besøgsdag på Antvorskov Kaserne.
Det var et glædeligt gensyn, da kongefamilien søndag tog turen til Slagelse, hvor de var til Gardehusarregimentets besøgsdag.
Prinsesse Isabella aftjener for tiden sin værnepligt ved regimentet i Antvorskov Kaserne, og billeder fra dagen, som kongehuset har delt søndag eftermiddag, viser, at kong Frederik, dronning Mary, kronprins Christian, prins Vincent og prinsesse Josephine var glade for at se prinsesse Isabella i trøjen.
Et af billederne viser med tydelighed, at kong Frederik er stolt af sin ældste datter.
I matchende uniformer står kong Frederik og prinsesse Isabella side om side, hvor han planter et stor smækkys på sin datters kind.
BILLED-BLADETs udsendte Ulrik Ulriksen var med på besøgsdagen, og han var imponeret over prinsesse Isabellas fremtoning, da hun gik forrest i paraden ved kasernen:
– Isabella står helt ret. Hun ser virkelig cool ud, fortalte Ulrik Ulriksen tidligere på dagen, der også bemærkede, at både kong Frederik og dronning Mary virkede meget stolte af prinsesse Isabella.