
Rasmus Kjærgaard og Michelle Husum havde følelser for hinanden, men endte med at gå hver til sit i “Landmand søger kærlighed”.
Sød musik opstod mellem den 44-årige landmand Rasmus Kjærgaard og den 47-årige politikommissær Michelle Husum.
Der var store følelser på spil, men efter den romantiske weekend sluttede det brat.
Til BILLED-BLADET forklarer Rasmus nu, hvad der gik galt.
– Vi havde jo en god tur til Kerteminde på den romantiske weekend, og det gik godt. Men efter nogle uger, hvor vi ikke havde set hinanden, kunne jeg bare mærke, at jeg mistede følelserne, fortæller Rasmus.

Kærligheden viste sig ikke at holde for Rasmus og Michelle.
Foto: Anders Brohus/TV 2
Hvorfor ville du ikke kæmpe mere for kærligheden mellem jer?
– Jeg tror da, at hvis vi havde mødtes nogle gange i løbet af de 15 dage, kunne det godt være, men jeg kunne bare ikke mærke den. Det var min beslutning, siger han og uddyber:
Annonce
– Følelserne var væk. Det hele kørte jo med 220 kilometer i timen, og da vi så var færdige med programmet, kom dagligdagen igen, og så tænkte jeg lidt over tingene, og jeg kunne ikke se mig selv i det, forklarer Rasmus.
Helt uventet
For Michelle kom det meget bag på hende, da Rasmus meldte ud, at følelserne var forduftet, og at han ikke ville date mere.
Annonce
– Det kom så uventet, da han fortalte det. Jeg havde de samme følelser for ham. Jeg synes, det er helt fair at miste følelserne, men jeg er ærgerlig over, måden det blev afsluttet på, for jeg havde ønsket, han havde fortalt det noget før, siger hun og understreger:
– Det gik op for mig, hvor forskellige vi i virkeligheden er. Vi har meget forskellige personligheder og kommer fra vidt forskellige baggrunde. Jeg havde ikke forestillet mig, at det skulle slutte så hurtigt, men man skal være to til den samme tango, fortæller politikommissæren.
Annonce
De fortæller, at de har talt tingene igennem, og der er intet ondt blod mellem dem. De har da også løbende haft kontakt.
Fortryder intet
Selvom det ikke blev til den store kærlighed, har Rasmus og Michelle ikke fortrudt at have været med i programmet.
– Jeg har fundet mig selv og hviler i mig selv. Det har jeg sådan set aldrig gjort. Som jeg har det nu, har jeg aldrig haft det bedre. Det har været en kæmpe rejse og en vild oplevelse at være med, fremhæver Rasmus.
Annonce
Også Michelle ville ikke være oplevelsen foruden.
– Jeg har fået så meget ud af det. Det kom på det rigtige tidspunkt i mit liv. Jeg har fundet følelserne frem igen. De har været gemt væk, lyder det.
De har heller ikke opgivet håbet om at finde kærligheden.
– Jeg er så meget klar på at finde den rigtige, men det bliver ikke på datingapps. Det har jeg meget lidt tiltro til, fortæller Michelle.
Annonce
– Jeg har valgt at sige, at nu skal det sidste program lige være færdigt, og så tænker jeg, at der pludselig kommer en sød pige og banker på døren, siger Rasmus, der glæder sig til, at der falder mere ro på, efter at sidste afsnit er blevet vist.