
Se alle billederne fra den flotte og festlige dag her.
Erhvervsmanden Christian Stadil åbnede tidligere på måneden Nordfyns Rosenfestivalen i Bogense på Fyn, en festival der i år kunne fejre 20 års jubilæum.
Her døbte Christian Stadil festivalens nye rose i kærlighedens navn.
Det viste sig nemlig, at den smukke blomst skulle bære navnet Alice – præcis som hans hustru.
En mere romantisk kærlighedserklæring er svær at forestille sig.
Mens hustruen Alice Brunsø Stadil stod ved hans side, døbte Christian Stadil blomsten i sin egen roséchampagne, Le Non Moi.
– Rosen skal bære navnet på det menneske, der gennem de seneste mange år har lært mig mest om kærlighed, nemlig min hustru, Alice, mor til vores fire vidunderlige børn, sagde han.
Købte slot ved Bogense
Erhvervsmanden og milliardæren købte det nordfynske Harridslevgaard Slot ved Bogense i efteråret 2023 for 15 millioner kroner, og der var gang i den på slottet under Rosenfestivalen.
Rosen Alice, som er forædlet af rosenforædler Rosa Eskelund, plantes til efteråret ved Vandmøllen på Harridslevgaard Slot, hvor den kommer til at stå smukt op imod vandmøllens varme orange noter.
Christian Stadil er æreskonsul af Bhutan, og netop derfor er rosen forædlet i den orangerøde skala inspireret af den buddhistiske munkedragt.