
Grev Felix blev tirsdag færdig med sin bachelor, og det blev fejret sammen med familien.
Studentertiden nærmer sig med hastige skridt, og rundt omkring i landet er der mange, som allerede nu fejrer, at de har haft deres sidste eksamen.
Det gælder også grev Felix, der nu kan kalde sig bachelor i Business Administration and Service Management.
Det var hans storebror, grev Nikolai, der tirsdag delte den dejlige nyhed på Instagram. Her kan man både se et billede af de to brødre sammen, ligesom deres mor, grevinde Alexandra, også var med på den store dag på Copenhagen Business School.
Efterfølgende blev den veloverståede eksamen fejret på restaurant Lille Mølle, fremgår det af grev Nikolais opslag.
Restanten ligger, som navnet antyder, i en lille mølle midt på Christianshavn i København. Restauranten har netop fået sin første Michelin-stjerne.