Da nyheden om Gregers Dirckinck-Holmfelds død blev kendt, begyndte spekulationerne hurtigt at sprede sig. Nogle mente, at han gennem længere tid havde været udmattet af presset, mens andre forsøgte at forklare hans sidste tid med rygter og antagelser. Men ifølge hans enke giver den fortælling et helt forkert billede af manden, hun delte sit liv med.

“Gregers var ikke træt af livet,” siger hun stille. “Han havde stadig planer, drømme og projekter, som han glædede sig til.”

Hun beskriver en mand, der trods udfordringer fortsat fandt glæde i hverdagen. Familien betød alt for ham, og han så frem til at tilbringe mere tid med sine nærmeste. Samtaler ved middagsbordet, gåture i naturen og de små øjeblikke med børn og venner var noget, han satte stor pris på.

Ifølge enken var Gregers også optaget af sit arbejde og engagerede sig fortsat i de opgaver, han havde påtaget sig. Han talte ofte om nye idéer og fremtidige planer, og han havde ingen intention om at trække sig tilbage fra et aktivt liv.

Hun fortæller, at sorgen bliver endnu tungere, når rygter får lov til at overskygge minderne om den person, han virkelig var. Derfor ønsker hun at minde offentligheden om, at ingen udenfor familien kender hele historien, og at man bør udvise respekt og omtanke, når man taler om mennesker, der ikke længere selv kan tage til genmæle.

“Det vigtigste for mig er, at Gregers bliver husket for den omsorg, den nysgerrighed og den varme, han viste andre,” siger hun. “Han var et menneske, der elskede livet og de mennesker, han havde omkring sig.”

Familien har valgt at fokusere på de gode minder og på den støtte, de har modtaget fra venner, kolleger og mennesker, der har sendt deres kondolencer. Enken fortæller, at disse hilsner har været en stor hjælp i en svær tid.

Hun håber samtidig, at offentligheden vil give familien ro til at bearbejde tabet i deres eget tempo. Sorg er personlig, siger hun, og den kan ikke forklares med enkle overskrifter eller hurtige konklusioner.

“Vi kommer til at savne ham hver eneste dag,” afslutter hun. “Men vi vil huske ham som den mand, der altid fandt en grund til at se fremad. Han var ikke træt af livet – tværtimod havde han stadig meget, han ønskede at opleve sammen med os.”