
Michael, Mark og Lasse hygger sig på Tinderbox og giver en status på kærlighedslivet.
Mark Worsten blev et kendt ansigt, da han i 2023 medvirkede i ”Gift ved første blik”. Nu skal han snart igen sige ja til en kvinde – men denne gang er det altså ikke på grund af et tv-program.
Han er nemlig smaskforelsket i Pernille, som han friede til i januar, og da BILLED-BLADET mødte DR-stjernen på Tinderbox, løftede han sløret for bryllupsplanerne.
– 12. juni næste år i Sankt Knuds Kirke i Odense, fortalte Mark.
Han hyggede sig på festivalen med ”Gift ved første blik”-vennerne Michael og Lasse.
For de to andre herrer går det knap så godt med kærligheden.
– Det står stille lige nu. Jeg har brugt det sidste halve år på karrierepause. Jeg har rejst rundt og hygget mig, sagde Michael, der nu er retur i Danmark og også skal have fundet sig et job igen.
Annonce
Han fandt sammen med Jeanette i programmet, og parret forblev gift, da kameraerne slukkede, men de er efterfølgende gået fra hinanden.
Lasse, som medvirkede i den seneste sæson af datinghittet, er ligeledes single.
– Meget single. Jeg har også skiftet arbejde. Jeg underviser på Politiskolen i Brøndby og bruger en masse tid på det. Og så det politiske arbejde. Det er svært at finde tiden til det andet, men jeg har det godt og trives, sagde Lasse, der også sidder i byrådet.
– Jeg tror, det dukker op, når jeg mindst venter det. Og lige nu venter jeg det mindst, forsikrede han.

Michael, Mark og Lasse er blevet venner, efter de har medvirket i det samme tv-program.