
Lars Mikkelsen spiller en af hovedrollerne i den nye dramaserie ”Rivalerne”, der snart får premiere på TV 2.
Hele sommeren har man kunnet opleve Lars Mikkelsen på scenen i Cirkusrevyen, men snart indtager han også tv-skærmen.
Den 62-årige skuespiller har nemlig en af hovedrollerne i en ny dramaserie med titlen ”Rivalerne”.
Serien kommer på TV 2 til efteråret, og den præcise premieredato er netop blevet offentliggjort.
På TV 2’s pressesite fremgår det, at ”Rivalerne” får premiere på TV 2 og TV 2 Play søndag den 13. september 2026.
I serien spiller Lars Mikkelsen overfor 42-årige Johanne Louise Schmidt, som han kender utroligt godt. De to medvirker nemlig begge i Cirkusrevyen i år.
Derudover spilles den anden mandlige hovedrolle af 61-årige Jens Albinus, der særligt er kendt fra tv-serierne ”Ørnen” og ”Borgen”.
Annonce
Det handler serien om
I serien ”Rivalerne” spiller Johanne Louise Schmidt biologen Karen, der kæmper for at åbne et å-løb, som vil ændre byens fremtid.
Lars Mikkelsen kan opleves som erhvervsmanden Jarl Felding, der er arving til det mægtige Felding-dynasti, og som i generationer har haft magten over byens livsnerve, Morildsø.
Jens Albinus spiller journalisten Robert, som vender tilbage til byen for at afdække en familiehemmelighed – og en 100 år gammel forbrydelse, der kaster lange skygger ind i nutiden.
”Rivalerne” er skrevet af Anders Rønnow Klarlund og instrueret af Roni Ezra.
Annonce
På rollelisten ses også kendte navne som Özlem Sağlanmak, Anders Juul, Morten Hemmingsen, Ena Spottag, Christiane Gjellerup Koch og Clint Ruben.
Rivalerne” får premiere på TV 2 og TV 2 Play søndag den 13. september 2026. Der kommer seks afsnit.