
Nogle seere mener, at Maia burde have inviteret Oliver med på romantisk date i stedet for Jesper.
Der var spænding lige til det sidste, da Maia for nogle uger siden skulle vælge, om hun ville invitere Jesper eller Oliver med på romantisk weekend. Oliver trak det korteste strå, og dernæst begyndte kærligheden for alvor at blomstre mellem nordjyden og Jesper.
Men som man kan se i sæsonafslutningen af ”Landmand søger kærlighed”, gik det ikke mellem dem, og det er nu tre måneder, siden Jesper og Maia gik fra hinanden.
Nu er det store spørgsmål derfor, om der mon kunne opstå noget mellem hende og Oliver.
Men svaret kommer meget hurtigt fra Maia: Nej.
– Jeg er ikke seksuelt tiltrukket at Oliver på samme måde som Jesper. Oliver er rigtig sød og en skøn mand, og han kunne gøre mig lykkelig, men det går ikke, når tiltrækningen mangler, siger Maia og uddyber:
Annonce
– Jeg ved ikke hvorfor, og vi har snakket om det, og jeg har været ærlig over for ham. Vi har spist aftensmad sammen nogle aftener og er i kontakt nærmest dagligt. Han ved, hvordan jeg har det, for man skal også være ordentlig. Efter jeg havde valgt ham fra, var der mange, der skrev i kommentarspor, at jeg altid kunne kravle tilbage til Oliver, men jeg har gjort det klart over for ham, at jeg ikke kommer til at forsøge at opbygge noget romantisk med ham. Men jeg vil rigtig gerne have et venskab med Oliver, og jeg håber virkelig, han finder kærligheden. Han fortjener alt det bedste, og det gør Jesper også. Han skal finde en sød Københavnertøs, der kommer cyklende imod ham, og så kan de forelske sig i Kongens Have. Det er to skønne drenge, men det var bare ikke lige de to, der var ’meant to be’ med mig, konstaterer Maia.
Hun har brugt de seneste måneder på at få lidt ro på.
Annonce
– Jeg er 100 procent single. Efter Jesper og jeg gik hver til sit, har jeg fokuseret på mig selv og på at komme oven på igen. Der har været meget arbejde, og jeg har haft hovedet lidt et andet sted. Jeg har glædet mig til, at programmet skulle slutte, så jeg igen kan være åben og søge videre.