
Han har medvirket i ”Badehotellet” og ”Krøniken”, men denne tv-serie var Lars Ranthe ærgerlig over ikke at spille med i.
Lars Ranthe har haft adskillige roller i danske tv-serier.
Nogle små, mange store.
Én rolle ærgrer han sig dog over, at han aldrig fik tilbudt.
Det fortæller han i TV 2-programmet ”Farvel til manden bag Badehotellet”, der sendes mandag aften for at ære Stig Thorsboe, som døde 25. august.
Gennem livet satte Stig Thorsboe et stort aftryk på dansk dramatik. Han stod bag et væld af danske serier, såsom ”Taxa”, ”Badehotellet” og ”Krøniken”.
I den forbindelse kom han også til at betyde noget helt særligt for Lars Ranthe.
Lars Ranthe fik nemlig roller i flere af de serier, Stig Thorsboe skabte. Mens han havde en mindre rolle som Søs’ ven ‘Mugge’ i ”Krøniken”, fik han den mindeværdige rolle som grosserer Madsen i ”Badehotellet”.
Annonce
I førnævnte program fortæller Lars Ranthe, at der alligevel er én af Stig Thorsboes serier, som han ville ønske, at han havde medvirket i, men hvor han aldrig blev tilbudt en rolle – nemlig ”Taxa”.
– Jeg ville gerne have været med. Anders W. Berthelsen var med og Nicolas Bro og Thure Lindhardt, som jeg gik på hold med. Jeg kan huske, jeg tænkte, det var lidt irriterende, jeg ikke var med, siger han og tilføjer: Det var også, fordi alle var med jo, fortæller Lars Ranthe i programmet.
Annonce
Lars Ranthe er dybt taknemlig for samarbejdet med Stig Thorsboe. Det satte skuespilleren ord på kort efter dødsfaldet:
– Han var en interessant og sjov mand og én, jeg er stolt af at have fået lov at arbejde sammen med og kalde min ven, fortalte Lars Ranthe til BILLED-BLADET.