
“Hit med sangen” var et stort hit i begyndelsen af 00’erne, og nu kan man snart se eller gense de første sæsoner på DR Gensyn.
Musikprogrammer er bestemt ikke noget nyt fænomen, og i begyndelsen af 00’erne var ”Hit med sangen” det nye, store seerhit.
Amin Jensen var vært på programmet, som bestod af to hold, som i de første sæsoner blev anført af Sigurd Barrett og Sascha Dupont, der hver havde to kendte gæster på holdet.
Sidste sæson af ”Hit med sangen” blev sendt i 2007, og her knap 20 år senere er der nu godt nyt til fans af programmet.
Snart kan man nemlig se – eller gense – de to første sæsoner på DR Gensyn. Det oplyser DR.
I de to sæsoner er der masser af kendte gæster, og for eksempel kan man glæde sig til et gensyn med en lang række afdøde danskere, der hver især har præget dansk musik.
Blandt andre medvirker Peter Belli, Bent Fabricius-Bjerre, Etta Cameron, Dario Campeotto, Johnny Reimar, Master Fatman, Grethe Sønck, Tommy Seebach, Eddie Skoller, Flemming Bamse Jørgensen og Anders Frandsen.
De to første sæsoner af ”Hit med sangen” kan ses på DR Gensyn fra den 29. august.