
Scenetalentet går i arv hos familien Bircow, hvor begge døtre er på trapperne med optrædener i musical og teater.
BILLED-BLADET mødte Anders og Marion Bircow på den røde løber lige inden premieren på “OLIVIA – og skyggedansernes hemmelighed”.
Her medvirker deres ældste datter, Sophia Bircow, som både danser og synger i musicalen som karakteren “Freja”.
Forældrene har dog ikke fået så meget information fra datteren på forhånd. Kort inden premieren viste det sig endda pludselig, at hun også medvirkede i et indslag på TV 2.
– Det er jo helt vanvittigt, og vi har måske flere nerver på, end hun selv har, sagde Anders Bircow til BILLED-BLADET.
Det er dog ikke kun parrets ældste datter, der har arvet flair for at stå på scenen. Også den yngste datter, Julia, er snart aktuel på de skrå brædder.
Julia, som også var med på den røde løber, spiller nemlig Abekongen i “Junglebogen”.
De stolte forældre kan derfor godt gøre sig klar til endnu en tur i teatret inden længe.