
En 16-årig dreng har mistet livet efter flere knivstik i Roskilde sent fredag eftermiddag.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse, hvor det også oplyses, at en jævnaldrende dreng på 16 år er anholdt og sigtet for drab.
Offeret blev hurtigt fløjet til behandling på Rigshospitalet, men hans liv stod ikke til at redde.
Nær puttefest
Knivoverfaldet skete ved Louisevej, som er omkring 100 meter fra Folkeparken, hvor der fredag aften blev afholdt puttefest – en stor udendørs fest for nye gymnasieelever.
- Vi hører meget gerne høre fra nogen, der har set eller hørt noget, siger Michael Sehested, der er vicepolitiinspektør i Midt- og Vestsjællands Politi, til TV 2.
Vicepolitiinspektøren opfordrer derudover de mange unge mennesker, der har været til stede i nærheden af gerningsstedet, til at tale om, hvad de har set.
- Enten med deres forældre eller andre, som de kan betro sig til.
Drengene kom “op at toppes”
Politiet forsøger stadig på at blive klogere på, hvad der ledte op til knivstikkeriet. Men indtil peger det i retning af, at der var tale om et internt opgør mellem de to 16-årige drenge.
- Det tyder på, at de to kom op at toppes, og så eskalerede det, siger Michael Sehested til TV 2.
Politiet har ikke fundet noget, der tyder på en forbindelse til det kriminelle miljø, og ingen af de to drenge er umiddelbart kendt af politiet i forvejen.
Vi var alle kommet for at hygge os, men det er tragisk, at det skal ende sådan her
Albert Kollerup Olsen, gymnasieelev
Den sigtede 16-årige fremstilles i grundlovsforhør i løbet af lørdag. Det endelige tidspunkt er endnu ikke fastlagt.
- Tragisk, siger gymnasieelev
Politiet modtog anmeldelsen om overfaldet fredag klokken 17.33.
TV 2 talte fredag aften med gymnasieelev Albert Kollerup Olsen, der var til stede ved puttefesten i Folkeparken.
- Jeg hørte, at det var sket, og jeg gik rundt og støttede dem, der kender ham. De var meget kede af det over sagen. Vi var alle kommet for at hygge os, men det er tragisk, at det skal ende sådan her, fortalte han.
Sjællandske Nyheder skriver, at den nu afdøde 16-årige var startet på Himmelev Gymnasium for en uge siden.