
Den danske cykelstjerne Jonas Vingegaard kræver, at der skal foretages ændringer i cykelsporten.
Jonas Vingegaard var klar i mælet, da han søndag aften var gæst hos Stine Bjerre Mortensen i ”AftenTour”-studiet på TV 2.
Her åbnede den 29-årige cykelstjerne op omkring, at han sidste år havde mistet motivationen og krævede ændringer hos sit cykelhold, Visma.
– Jeg sagde sidste år, at hvis det var sådan her, det skulle være, så kan jeg ikke være i det længere. Det er også derfor, vi har ændret nogle ting. Jeg tror også, at holdet indså, at det var sådan, det var, og de kunne også mærke på mig, at jeg ikke var glad i det sidste år. De accepterede, at vi skulle ændre noget, og det fik vi så gjort, fortalte Jonas Vingegaard til TV 2.
Annonce
Konstant på kur
En af de ting, der følger med et liv som professionel cykelrytter er, at man skal følge en bestemt kost hver eneste dag. Og det er noget, der kan være ekstremt hårdt.
– Som cykelrytter føler man, at man konstant er på kur. Man skal altid tænke over sin vægt, og man er altid ude og træne. Der bliver krævet meget af en. Det tager på kroppen og på sindet, erkendte Jonas Vingegaard under besøget i ”AftenTour”.
Her fortalte han også, at han har foretaget flere ændringer i år, og at han har fået motivationen tilbage.
Jonas Vingegaard tror stadigvæk på, at han kan vinde Tour de France og vil gøre, hvad han kan, for at vinde over rivalen Tadej Pogacar.