“Badehotellet”s tidligere bestyrere Edith, Amanda og Molly overdrog nøglerne til Oplevelsescenter Nyvang, hvor det ikoniske badehotel er blevet opført.
For to år siden løb sidste afsnit af ”Badehotellet” over skærmen, men nu er Andersens Badehotel på utrolig vis genopstået. Vel at mærke i virkeligheden.
Det er Oplevelsescenter Nyvang, der har fået bygget det ikoniske hotel, og fredag var blandt andre holdet bag tv-serien inviteret med til eksklusiv åbning.
Inden døren til hotellet blev åbnet, var der nøgleoverdragelse, og hvem andre end hotellets tidligere bestyrere kunne stå for den opgave? Derfor var både Edith, Amanda og Molly på scenen i skikkelse af Ulla Vejby, Amalie Dollerup og Bodil Jørgensen.
Annonce
Sammen overrakte de nøglen til hotellets nye ejere.
– Det er en særlig nøgle, den her. Vi har alle været bestyrere på forskellige tidspunkter på Andersens Badehotel. Jeg kan huske, da jeg læste og kunne se, at Edith skulle have nøglen på et tidspunkt, at jeg reagerede sådan her: ”Whaaaaat!!!!” skreg Ulla Vejby på scenen.
– Husk, at solen altid skinner på Badehotellet. Så hvis den ikke skinner, så ring til lysafdelingen, så skal de nok klare det. Det har vi i hvert fald gode erfaringer med, afslørede Amalie Dollerup, alt mens skyerne hang tungt over Badehotellet.