
TV 2 ville gerne lave et nyt og håbefuldt program med Cecilie Frøkjær. Sammen med kæresten fandt hun ud af, hvad det skulle handle om.
Cecilie Frøkjær har lavet mere tv end de fleste, og efter nogle års pause er hun tilbage som vært. Denne gang på det nye TV 2-format ”Det sidste store ja”.
Det er ikke så meget, man ser Cecilie Frøkjær i billedet, men til gengæld har hun haft en stor rolle bag kameraet.
TV 2 ville gerne have noget håbefuldt i en tid, hvor der er krig, kriser og usikkerhed. Vi er mange, der nærmest ikke tør åbne nyhedsstrømmen, så de ville gerne have noget håbefuldt. Jeg sad hjemme i mit køkken med min kæreste, og så snakkede vi om det der med ’håbefuldt’. Hvad er det egentlig? Og så blev vi bare enige om, at der ikke er noget mere håbefuldt end kærlighed, fortæller Cecilie Frøkjær, da BILLED-BLADET møder hende forud for premieren.
Tidligere har modne danskere ikke fyldt meget på sendefladen, men der er sket noget det sidste halvandet års tid.
Annonce
”Hotel Romantik”, hvor modne singler kaster sig ud i at date hinanden på kryds og tværs, har været en stor succes, og for tiden kan man følge en række ældre på eventyr i ”Ukendt makker – ukendt land”.
Og de kommende torsdage er det så ældre, der har sagt ja til at gifte sig med hinanden i en sen alder, der fylder sendefladen på TV 2.
– Der er også modediller inden for fjernsyn. Så var det boligprogrammer, og så var det rejseprogrammer, og så var det realityprogrammer, og det er det stadigvæk. Men det handler også om, at ældre mennesker i dag er i meget bedre stand og kræver meget mere af livet og kan meget mere, end de kunne for 100 år siden. Så på den måde er de godt fjernsyn, for de er sjove, og de kan alt muligt – selvfølgelig – og de viser andre, at der venter et aktivt, sjovt og spændende, kærlighedsfuldt liv, lige til kistelåget smækker.
Der kommer fire afsnit af ”Det sidste store ja”, hvor man kommer helt tæt på fire modne par og følger dem i forberedelserne til deres store dag.