
Skuespilleren Peter Frödin og ægtemanden Jon var inviteret med til Jarl Friis-Mikkelsens bogreception.
Venner og familie mødte op på Restaurant Sankt Peder i Hellerup for at fejre Jarl Friis-Mikkelsen og hans nye bog ”Mens vi stadig er her”.
Et af de kendte ansigter var Peter Frödin, som havde ægtemanden Jon Jørgensen ved sin side.
Den 62-årige skuespiller havde en helt særlig gave med til sin gode ven, Jarl, som han nok ikke lige havde regnet med at få.
– Det er vores bryllupsvin. Vi har ikke fået den siden, sagde en glad Jarl Friis-Mikkelsen, da BILLED-BLADET mødte ham på sit stamsted.
– Ja, det er det. Vi fik vinen til Jarl og Sus’ bryllup for mange år siden, lød det med et smil fra Peter Frödin.
Jarl Friis-Mikkelsen blev tilbage i 2009 gift med Susanne Pehrsson, som også var med til at fejre ham sammen med deres kendte venner.
Annonce
Lå omme på ladet med Jarl
Peter Frödin satte ord på, hvordan han har lært den 12 år ældre Jarl at kende.
– Vi har været venner i omkring 40 år. Vi mødtes til en fest, som Mads Nørgaard holdt på Islands Brygge, fortalte Peter Frödin og fortsatte:
– Så skulle vi ind til byen, og min elskede ven Caroline Reichhardt, Jarl og jeg fik et lift af en håndværker og fik lov til at ligge omme på ladet, fordi vi ikke kunne få en taxa. Så drak vi nogle drinks inde i byen, og så var vi venner. Det gik meget hurtigt.

Stemningen var høj, da Jarl Friis-Mikkelsen blev fejret af sin hustru, Susanne, og parrets gode venner, ægteparret Peter Frödin og Jon Jørgensen, til sin bogreception i Hellerup.
Foto: Gregers Overvad