
Kronprins Christian er fyldt 21 år og medvirker i den forbindelse i Benjamin Havs kommende Youtube-video.
Kronprins Christian stjal mange overskrifter torsdag den 15. oktober, hvor han fyldte 21 år, og i den forbindelse blev tildelt Storkommandørkorset af Dannebrogordenen.
Der vil formentlig også blive skrevet meget om kongeparrets ældste søn lørdag, for klokken 10.00 udkommer Benjamin Hav med en ny video på sin Youtube-kanal, og selveste kronprins Christian er med som gæst.
Det afslører musikeren ifølge Se og Hør i en pressemeddelelse.
De to mødtes en tidlig morgen i København på Dronning Louises Bro og var derefter på kanalrundfart i forbindelse med optagelserne til den nye video.
Ifølge Benjamin Hav vil seerne komme til at opleve kronprinsen i nogle anderledes rammer, der giver et personligt og nærværende indblik i kronprins Christians liv.
Annonce
– Jeg har mødt kronprinsen flere gange i forbindelse med mine koncerter, og jeg spillede jo også til hans 18-års fødselsdag, så vi kender hinanden en smule i forvejen, siger han.
– Jeg tror, at netop det kendskab gjorde, at vi kunne have en meget nær og personlig samtale, udtaler Benjamin Hav.

Benjamin Hav har optrådt for de kongelige flere gange. Her er han fotograferet ved prins Vincent og prinsesse Josephines konfirmation i foråret, hvor han optrådte.
Foto: Lars H. Laursen
Benjamin Hav har gennem mange år været kendt for sin musik, og han er senest også sprunget ud som dommer i “X Factor”. Både her – og i alle mulige andre sammenhænge – er han kendt for at have en humoristisk og ofte ironisk tilgang til det meste.
Annonce
Kronprins Christian passer til daglig pligten i militæret, og selv om han endnu ikke har haft mange officielle opgaver, begynder han i en alder af 21 nu at komme mere og mere på banen. I sidste uge gav han til Politiken sit første store interview i forbindelse med sin fødselsdag, og nu har også Benjamin Hav fået lov at komme tæt på kronprinsen.
Kronprins Christian træder også frem på den store scene mandag aften, når han deltager i gallataffel på Christiansborg Slot i anledning af statsbesøget fra Vietnam.