
Onsdag har Kirsten Schwalbe slået rekorden som den ældste dansker nogensinde. Selv føler hun sig ikke gammel.
Hele 112 gange har Kirsten Schwalbe kunnet fejre fødselsdag, og selv om der går næsten fem måneder, før hun har fødselsdag igen, er onsdag den 14. oktober en endnu større dag. Den er i hvert fald historisk.
Onsdag er det 112 år og 218 dage, siden Kirsten Schwalbe kom til verden i 1914, og det gør hende til den længstlevende dansker nogensinde.
Den bedrift bliver markeret dagen igennem, og Kirsten Schwalbe har fra morgenstunden haft besøg hjemme i Struer af TV Midtvest og var med på en forbindelse til ”Go’ Morgen Danmark”. Senere på dagen kigger DR også forbi.
– Jeg synes ikke, jeg er så gammel. Men det er jeg jo altså. Jeg hører og ser dårligt, men jeg tror nok selv, at min forstand er nogenlunde i orden, sagde hun, da hun var med på morgen-tv.
Foruden en masse medieoptrædener skal Kirsten Schwalbe også markere dagen sammen med sin familie, som hun skal nyde en frokost med.
– Jeg forestiller mig, at hvis man er gammel, så sidder man bare og hænger. Jeg tænker slet ikke, at jeg selv er gammel. Jeg kan slet ikke forstå, at mine børn bliver så gamle, som de er. De er over 80 alle tre, siger Kirsten Schwalbe, der har tre døtre, til TV Midtvest.
Annonce
Hun har de senere år optrådt i medierne flere gange og haft sit eget program på TV 2. Mange kender hende efterhånden, og på den historiske dag er det strømmet ind med hilsner. Blandt andre også fra Venstres formand, Troels Lund Poulsen.
“Der er mennesker, som minder os om, at alder bare er et tal. Kirsten fra Struer er én af dem. I dag skriver Kirsten danmarkshistorie, når hun bliver den ældste dansker nogensinde. Men det mest imponerende ved Kirsten er ikke hendes alder. Det er hendes fantastiske sind, smittende humør og helt særlige livsmod”, skriver politikeren blandt andet i sin hilsen.
Annonce
Den hidtidige rekord stammer fra 2020, hvor Karla Lindholm Jensen med sine 112 år og 217 dage var den ældste. Nu har Kirsten Schwalbe slået den rekord.
Hun er ikke den eneste i familien, der har nået en imponerende alder, for hun har en bror, der lige om lidt fylder 105 år.