
Det nye program med Pia Kjærsgaard i hovedrollen får navnet “Nu spørger jeg bare med Pia K”.
Pia Kjærsgaard er et kendt navn indenfor politik, men nu kaster hun sig ud i noget helt nyt.
Hun skal nemlig være vært på sit helt eget tv-program med navnet “Nu spørger jeg bare med Pia K”.
Programmet er en samtaleserie, som skal køre på DK4.
Det oplyser tv-stationen i en pressemeddelelse ifølge Ritzau.
Her vil Pia Kjærsgaard tale med forskellige gæster om kultur, scenekunst, litteratur, musik og samfund.
– Jeg glæder mig meget til at tale med nogle af de dejlige mennesker, jeg på forskellig vis har mødt i mit lange liv. De har alle noget at byde på, siger Pia Kjærsgaard i pressemeddelelsen.
Programmet første gæst bliver Mai Mercado, der er folketingsmedlem for De Konservative. Den anden gæst er filminstruktør og forfatter Hella Joof.