Til koncerten i Fredensborg Slotskirke sad prinsesse Benedikte lige lovlig langt ude i den ene side, men så tog de kongelige selv affære.
Onsdag aften var kongeparret, dronning Margrethe og prinsesse Benedikte samlet i Fredensborg Slotskirke, hvor de overværede en koncert i anledning af, at Fredensborg Slotskirke fyldte 300 år.
Kongefamilien havde naturligvis fået nogle prominente pladser, men alt var ikke helt, som det skulle være. Det kunne de konstatere, da de havde sat sig på de fire fremsatte stole.
Som man kan se på videoen herover, blev der udvekslet nogle ord blandt de kongelige, og årsagen er tilsyneladende, at prinsesse Benedikte sidder lige lovlig langt ude i den ene side, mens der til gengæld er god afstand mellem kong Frederik og dronning Margrethe.
Annonce
Derfor bliver de enige om alle tre at rykke stolene tættere sammen hen mod dronning Margrethe.
Det er anden dag i træk, de kongelige selv må tage affære. Tirsdag var kongeparret og prinsesse Benedikte med til Folketingets åbning, og her var den røde snor foran deres pladser ikke blevet fjernet, inden de kom ind, og derfor begyndte de selv at prøve at fjerne den, hvilket førte til et ret morsomt optrin.
Onsdag aften var det så stolene, der stod lidt langt fra hinanden, men den lille udfordring blev hurtigt løst.