
“De sjældne danskere” er snart tilbage på TV 2 med en ny sæson, hvor der blandt andre er gensyn med Bastian.
Gennem mange år har man kunnet kunne følge børn med sjældne diagnoser og deres familier i ”De sjældne danskere”, og nu er syvende sæson på trapperne.
Det oplyser TV 2.
I den nye sæson er der både nye ansigter, som seerne skal lære at kende, samt flere gengangere fra de tidligere sæsoner.
Blandt andre er Bastian tilbage i programmet efter fem år. Han har crouzons syndrom. Bastian er blevet 16 år og har været gennem nogle svære år med eftervirkningerne af cirka 50 operationer i hjernen. Det helt store mål for ham er nu at gennemføre niende klasse.
Desuden er der gensyn Mille, Walther, Mathilde og Uma.
De to nye ansigter i programmet er Karl Axel og Sejr. Karl Axel på to er født med den ultrasjældne genafvigelse CAMK2B. Han er den eneste i Danmark med denne variant.
Annonce
Sejr på to år er født med Sturge-Weber-syndrom. Det rammer et til tre børn om året i Danmark og indebærer for Sejrs vedkommende portvinspletter på huden, karforandringer i hjernen, der giver epilepsi, og grøn stær.
Der kommer seks nye afsnit, og der er premiere på TV 2 den 20. oktober.

“De sjældne danskere” er snart tilbage på TV 2.
Foto: TV 2