
Sønnen var ikke særlig gammel, før Mikkel Kryger blev klar over, at de er ret forskellige, men han tager hatten af for Max’ mod.
Som vært på ”Go’ Morgen Danmark” bliver man udfordret gang på gang, og hjemme i privaten har Mikkel Kryger måttet sande, at også hans ældste søn udfordrer ham igen og igen.
Sammen med hustruen Mill har Mikkel Kryger tre børn, og fra en tidlig alder stod det klart, at sønnen Max, som nu er 10, på nogle punkter er meget forskellig fra sin far.
Det fortæller han, da han er gæst i podcasten ”Gruppechatten”, hvor hans kollega Abdel Aziz Mahmoud er vært.
Mikkel Kryger fortæller blandt andet, at han en gang tog sønnen med til fodbold, men at der gik bare to minutter, før Max spurgte, om de kunne gå i kantinen i stedet for.
– Max har udfordret mig enormt meget med sin personlige stil og det at finde sig selv. Være nysgerrig, tage pigetøj på i børnehaven, ville have rottehaler, langt hår og øreringe som seksårig. Han udfordrer meget det der. Han kan også stadig været interesseret i at gå i kjoler og låner noget af Mills tøj. Det udfordrer mig enormt meget, men det er en kreativitet i ham og en måde at være nysgerrig på, som jeg har haft megasvært ved at genkende, fordi jeg lægger alle mulige voksenlag ned over, lyder det ærligt fra Mikkel Kryger i podcasten.
Dernæst fortæller han, at sønnens beslutning også har gjort ham bekymret over, hvordan de andre i skolen mon reagerer på, at sønnen har sin helt egen stil, der adskiller sig fra de fleste af klassekammeraternes.
– Han er virkelig sej, for han gør det alligevel. Der er også nogen, der siger: Har du helt lyserødt tøj på? Men han står ved det, og han står fast i det. Det tager jeg virkelig hatten af for, lyder det fra Mikkel Kryger i ”Gruppechatten”.
Foruden Max er han også far til Lui på syv og Uma på fem år.

Mikkel Kryger og hustruen Mill
Foto: Martin Høien