
Den kongelige kalender afslører, at kronprins Christian i disse dage er regent, hvilket betyder, at kong Frederik er udenlands.
I weekenden blev den kongelige kalender opdateret, og her fremgik det nu, at kronprins Christian fra søndag til torsdag er regent.
Det betyder, at kong Frederik er i udlandet i disse dage, og da dronning Mary heller ikke har nogle opgaver i kalenderen i samme tidsrum, er det oplagt at antage, at Danmarks konge har taget sin hustru med til udlandet.
Mandag bekræfter kongehuset da også over for BILLED-BLADET, at dronning Mary er taget med kong Frederik til udlandet.
Sædvanen tro oplyser kongehuset ikke yderligere om kongeparrets udlandstur, da det er privat, men BILLED-BLADET er tidligere kommet med et bud på, hvor kong Frederik og dronning Mary er draget hen.
I flere år har kong Frederik deltaget i det franske sejlsportsstævne Les Voiles de Saint-Tropez, der i år løber af stablen fra den 26. september til søndag den 4. oktober.
Annonce
“Nanoq”, som er navnet på kong Frederiks sejlbåd, står opført som tilmeldt til stævnet i den franske havneby, men en tilmelding er nødvendigvis ikke lig med, at Danmarks konge er en del af besætningen til sejlstævnet.