
Både Lars Mikkelsen selv, hans hustru og begge hans sønner er blevet skuespillere.
Der gik noget tid, før Lars Mikkelsen fandt ud af, hvad han skulle bruge livet på. Det tog ham fem år at blive student, og dernæst kom han i livgarden, inden han begyndte at læse biologi på universitetet.
Men det var slet ikke noget for ham, og i stedet blev han gøgler, inden han blev optaget på Statens Teaterskole, hvor han landede på den helt rette hylde.
Siden har han haft succes både herhjemme og i udlandet, og lige nu er han aktuel i ”Rivalerne” på TV 2.
Kærligheden til skuespil deler han med sin hustru, Anette Støvelbæk, og også begge parrets sønner er blevet skuespillere.
– Jeg synes jo, det er dejligt. Jeg havde jo ikke troet, at de egentlig ville det, for de har været slæbt med, siden de var bittesmå. Jeg tænker, det er et helt vidunderligt fag, hvis du netop tør gøre det og får lov til at definere dig selv. Det håber jeg for dem, at de gør. At de ikke skal kæmpe for meget med at få lov til at lave det, siger Lars Mikkelsen, hvorefter han bliver spurgt, om han selv har måttet kæmpe for karrieren.
– Jeg har været meget heldig, tror jeg. Også med tiden, da vi kom ud. At være med i en opblomstring af dansk film på tv. Selvfølgelig kæmper man noget, det er klart, men jeg har været meget heldig, understreger Lars Mikkelsen.
Han fik sit store gennembrud med ”Edderkoppen” i 2000, og siden har han medvirket i blandt andet ”Kongekabale”, ”Krøniken”, ”Forbrydelsen”, ”Herrens veje”, ”Der kommer en dag” og Cirkusrevyen. I udlandet har han medvirket i blandt andet ”House of cards” og ”Star wars”.