
Viaplay har løftet sløret for, hvad makkerparret nye tv-program går ud på.
Det er ingen hemmelighed, at Jesper Koch og Jakob Mielcke ville fortsætte deres parløb, efter de begge sagde stop i “Masterchef”.
Men først nu har Viaplay afsløret præcis, hvad deres nye tv-eventyr går ud på.
Og her kan man læse, at de to kokke har været langt hjemmefra.
“Når to af Danmarks mest markante kulinariske personligheder Jesper Koch og Jakob Mielcke rejser ud i verden sammen, opstår der noget helt særligt.
Den 20. oktober har ‘Bali på Menuen’ premiere på Viaplay og TV3, og her følger vi de to venner og gastronomiske legekammerater på en rejse, hvor smagsløg, kreativitet og venskab konstant bliver sat på prøve”, lyder det i en pressemeddelelse.
Annonce
– Vi tog til Bali for at skabe en menu. Men først måtte Bali lære os, hvad den skulle smage af. Bali på menuen er først og fremmest en fortælling om, hvordan man lærer nye steder at kende gennem maden. Vi rejste ikke til Bali for at kopiere det balinesiske køkken, men for at møde menneskene, forstå råvarerne og lade oplevelserne forme den menu, vi til sidst skabte på The Damai, fortæller Jesper Koch.