
I en ny video sætter kong Frederik ord på, hvor stor betydning dronning Ingrid har haft for ham.
Kong Frederik har aldrig lagt skjul på, at dronning Ingrid har haft en kæmpe betydning for ham.
I en video fra kongehuset sætter kongen endnu en gang ord på det nære forhold til sin mormor.
Det sker i forbindelse med et besøg i Riddersalen på Frederiksborg Slot, hvor kong Frederik sammen med portrætsamlingens redaktør, Tore Leifer, kigger på de royale portrætter, der pryder væggene.
De kommer også forbi to buster af kong Frederik 9. og dronning Ingrid, og det giver anledning til en snak om kongens forhold til sin afdøde mormor.
Kong Frederik beskriver dronning Ingrid som en mentor og en god støtte for ham – både i barndommen og i voksenlivet, inden hun gik bort i år 2000.
Kongen sætter også nogle fine ord på dronning Ingrids væsen og kalder hende en ”læremester i den helt klassiske forstand”:
- Man får aldrig svar på det, man spørger om, men man får svar gennem den person, man spørger til. Det kunne hun om nogen – i hvert fald med mig. Det var et meget vigtigt fundament – en vigtig brik i min opvækst, at hun var der, siger en rørt kong Frederik i videoen, mens han betragter busten af sin mormor.
På fredag er det så kong Frederiks tur til at blive udstillet i Riddersalen på Frederiksborg Slot.
Her bliver et nyt portræt af kongen – udført af Cathrine Raben Davidsen – nemlig afsløret, og både kong Frederik og dronning Mary vil være til stede.
Se videoen, hvor kong Frederik besøger Frederiksborg Slot og fortæller om sine forfædre, heriblandt dronning Ingrid, i kongehusets video herunder: