
Til november har DR premiere på et nyt datingprogram. Titlen minder helt utroligt meget om et andet datingprogram på TV 2.
Datingprogrammer hitter som aldrig før, og til efteråret er DR klar med endnu et nyt af slagsen.
Denne gang kan man melde sig til, hvis man er vild med rollespil.
”Det kan nogle gange være nemmere at være sig selv, når man får lov at være en anden…” skriver DR om det nye program.
De er på jagt efter deltagere mellem 20 og 30 år, der er klar på en magisk oplevelse, hvor man kan udvikle sig selv i et rollespilsunivers med lege og dates i en verden fyldt med fantasi og romantik.
Selv om der er tale om et helt nyt datingprogram, minder titlen helt utroligt meget om et andet, velkendt format.
Faktisk er der kun et enkelt bogstav, der adskiller titlen ”Kærlighed hvor dragerne vender” fra ”Kærlighed hvor kragerne vender”, som har kørt på TV 2 i syv sæsoner.
”Kærlighed hvor dragerne vender” kan ses på DR fra den 5. november. Optagelserne finder sted i august.