Prinsesse Josephine, prins Vincent og prinsesse Isabella under Royal Run

Fredag morgen blev den sidste Royal Run-by tilføjet 2027-programmet.
Silkeborg, Thisted, Vordingborg, Haderslev og hovedstaden/Frederiksberg.
Det er de fem byer, der kan glæde sig til, at Royal Run og medlemmer af kongefamilien kommer forbi i 2027.
Hver dag i denne uge har kong Frederik afsløret en ny værtsby, og, i dag, fredag har kongehuset lagt et billede ud af kongen, hvor han poserer foran et enormt Danmarkskort.
De andre dage er det Royal Runs egen Instagramkonto, der har været stedet, hvor interesserede kunne få stillet nysgerrigheden om værtsbyerne.
Men på sidstedagen var det altså kongehuset selv, der fik æren af afsløringen.
Royal Run har eksisteret siden 2018, hvor kong Frederik fyldte 50 år.
Det er blevet en tilbagevendende begivenhed med enorm tilslutning, og i 2027 finder løbet sted mandag den 17. maj. Billetterne bliver sat til salg den 30. september klokken 10.