
I august var Karsten Ree i en alvorlig ulykke, hvorefter han blev hentet i lægehelikopter. Det bekræfter den kommunikationsansvarlige for Ree-familien til HER&NU.
Karsten Ree har været i en alvorlig færdselsulykke, da han en lørdag aften i august kørte galt på motorvejen mellem Flensborg og Hamborg.
Det skriver HER&NU.
Ifølge ugebladet sad den 81-årige milliardær selv bag rattet, da han kørte galt og smadrede bagenden af bilen ind i et træ. Efterfølgende blev Karsten Ree fløjet med lægehelikopter til hospitalet.
– Det kan jeg bekræfte. Det havde regnet og han gled ud. Der blev taget godt hånd om ham dernede, og han er hjemme igen. Han er udskrevet og har det godt efter omstændighederne. Familien er glade for, at det ikke gik værre, siger Sune Aagaard, der er kommunikationsansvarlig for Ree til HER&NU.
Karsten Ree har en forkærlighed for biler og motorsport. Gennem årene har han ejet flere sportsvogne, ligesom han i mange år har sponsoreret Racersport, og desuden har haft en bil med i 24-timers-løbet i Le Mans.
Annonce
Det er ikke første gang, at milliardæren er involveret i en bilulykke. I 2020 kørte Karsten Ree galt i Sydfrankrig, hvor han efterfølgende fortalte til SE og HØR, at han tog fejl af speeder og bremse før en rundkørsel, og herefter kørte ind i en skulptur.