
Det bliver en dag fyldt med tradition og festlig middag for kongeparret samt kongeskibets officerer.
På mandag markerer kongeparret afslutningen på årets sejlsæson med kongeskibet Dannebrog.
Det sker, når de ceremonielt og officielt går i land fra kongeskibet ved Nordre Toldbod i København – samme sted, hvor landgangsceremonien også fandt sted sidste år.
Efter landgangen afholder kongeparret den traditionsrige strygemiddag for Dannebrogs officerer.
Middagen er en fast del af afslutningen på sejlsæsonen og markerer samtidig overgangen til den periode, hvor skibet ikke længere er i aktiv brug for kongehuset.
Betegnelsen “strygemiddag” kommer af, at der stryges kommando, hvilket vil sige, at kommandotegnet (vimpelen) tages ned fra kongeskibet.
Sejlsæsonen går på hæld
Når sejlsæsonen er i gang, men kongeskibet ikke er ude at sejle, ligger det som regel fortøjet i Københavns Havn ud for Marinestation København.
Annonce
Her kan skibet ofte ses, når det ikke benyttes i forbindelse med kongehusets aktiviteter.
Selv om sejlsæsonen går på hæld, betyder det ikke, at kongeskibet ligger forladt, indtil en ny sæson begynder næste år.
Om vinteren ligger Dannebrog på flådestationen i Frederikshavn, hvor skibet vintervedligeholdes og klargøres til den kommende sæson.
Efter sæsonens afslutning hjemsendes skibets værnepligtige, mens nogle fortsætter deres tjeneste som fastansatte i Søværnet.