
Musikeren får selskab af en lang række kendte ansigter i sit nye TV 2-program.
Snart får et nyt tv-program med Simon Kvamm i spidsen premiere på TV 2.
Programmet har fået titlen ”Simon siger”, og præmissen er, at otte kendte musikere skal gøre alt, hvad Simon Kvamm sætter dem til, foran et livepublikum.
Ifølge TV 2 vil det blandt andet indebære at skrive sjove lejlighedssange, modernisere højskolesange og fortolke sine egne og hinandens sange med en række udfordrende benspænd.

Simon Kvamm står i spidsen for – og lægger navn til – TV 2’s nye underholdningsprogram ”Simon siger”.
Foto: Lasse Lagoni/TV 2
Nu har TV 2 så afsløret de otte musikere, der skal lege med i Simon Kvamms nye underholdningsprogram.
De otte deltagere i ”Simon siger” er: Peter Sommer, Mumle, Søs Fenger, Martin Hedegaard, også kendt som Saveus, Katinka, TopGunn, Kristoffer Jessen, der er forsanger i bandet Søn, og Soleima.

Simon Kvamm får selskab af otte kendte musikere i det nye TV 2-program ”Simon siger”.
Foto: Lasse Lagoni/TV 2
Om sit nye tv-program siger Simon Kvamm til TV 2:
– Jeg har altid drømt om at opfinde mit eget tv-program, og med det her koncept har jeg en fornemmelse af at bruge alt, hvad jeg har lært, og af at trække på erfaringer fra alle de felter, jeg har betrådt i underholdningsbranchen, siger Simon Kvamm.
”Simon siger” får premiere på TV 2 den 10. oktober.