
I det smukkeste septembervejr blev Norges kong Harald i dag sendt ud på sin sidste rejse.
Solen fandt vej gennem skyerne og lyste Oslo op, mens familie, venner, officielle gæster – og ikke mindst tusindvis af fremmødte – sagde et sidste farvel til kongen, der døde 28. august i en alder af 89 år.
Dagen bød på flere uforglemmelige og rørende øjeblikke, der i den grad understregede, at kong Harald betød meget for mange.
SE og HØR har her samlet 11 øjeblikke fra kong Haralds begravelse, som vi ikke glemmer.
Blot få timer før hun skulle begrave sin elskede mand, blev den 89-årige dronning Sonja observeret i Slottsparken.
Her gik hun stille rundt, ligesom hun også tog billeder af sin egen statue, der er dækket af blomster.
Dronningen blev set i Slottsparken omkring klokken 07 i morges. Hun var iført træningstøj, pandebånd og lette handsker. Under gåturen stoppede hun altså op for at tage billeder af blomsterhavet, der i disse dage pryder hendes egen statue i parken.
I sidste uge gik de hånd i hånd, da kong Haralds kiste blev fragtet fra Den røde salong til Slotskapellet.
I dag var dronning Sonja og dronning Mette-Marit igen sammen i sorgen, da de tog afsked med den afdøde kong Harald.
Begge dronninger sid således sammen i den sorte limousine – i kongebilen A2 – der kørte bag kong Haralds kiste. Begge bar desuden en lille portrætnål af den afdøde kong Harald på deres bluser.
Den norske kongefamilie fulgte kisten under den højtidelige procession, hvor kisten blev ført fra Det Kongelige Slot gennem Oslos gader mod Oslo Domkirke.
Dog var der én person, der ikke var med under processionen: Kong Haralds papbarnebarn, Marius Borg Høiby.
Han er varetægtsfængslet og befinder sig til daglig på Skaugum med fodlænke. Han havde dog fået tilladelse til at deltage i kongens begravelse. Marius Borg Høiby var derfor med i kirken, men var altså ikke en del af processionen.
Det er anklagemyndigheden, der har givet tilladelse til, at Marius Borg Høiby kunne deltage i begravelsen.
Ligeledes fik han tilladelse til at deltage 31. august, da kisten blev flyttet til Slotskapellet.
Her skabte det overskrifter, da han sammen med sin familie bar kisten gennem det norske kongeslot.
Den 54-årige dronning Mary var iført sort nederdel og sort blazer og bar desuden en stor hat og slør under begravelsen.
Dronningen havde fuldendt sit enkle og elegante look med særlige smykker fra Det Danske Kongehus’ Løsørefideikommis. Dronningens broche samt øreringe stammer fra det såkaldte Perle-’poire’ sæt.
På grund af sin indlæggelse på Rigshospitalet deltog dronning Margrethe ikke i kong Haralds begravelse.
Dog havde den 86-årige dronning sørget for en rørende hilsen til sin mangeårige ven: en enkel og smuk blomsterkrans.
På blomsterkransen afslørede dronning Margrethe desuden, at hun og kong Harald havde et særdeles tæt venskab.
Dronningen havde således blot skrevet sit kælenavn ”Daisy” på blomsterbåndet.
Det var ikke kun den norske befolkning, der tog en tårevædet afsked med afdøde kong Harald.
Det var i særdeleshed 89-årige dronning Sonja, som nåede at have et langt og lykkeligt ægteskab med Norges afdøde konge.
At hun og Harald havde noget ganske særligt sammen, vidner hendes sidste blomsterhilsen også om.
På den smukke krans med hvide roser, der stod ved Haralds kiste i kirken, havde dronning Sonja skrevet: ”Takk for et godt liv”.
Under begravelsen lagde dronning Sonja desuden en enkel rød rose for at ære sin mand.
Flere af kong Haralds allernærmeste kunne ikke skjule sorgen, da de sad i kirken for at tage afsked med kongen, der døde 28. august i en alder af 89 år.
Både dronning Mette-Marit og kronprinsesse Ingrid Alexandra måtte tørre tårer væk i kirken, mens dronning Sonja og kong Haakon var tydeligt berørte over ceremonien i kirken.
Den svenske kronprinsesse Victoria, 49, havde en ganske særlig rolle i kirken: Kronprinsessen læste Frans af Assisis bøn (også kendt som Sankt Frans’ fredsbøn) op.
Victoria havde da også et ganske særligt forhold til Harald – han var nemlig hendes gudfar.
Kronprins Christian var naturligvis også til stede under begravelsen i Oslo Domkirke.
Den 20-årige kronprins sad tæt på den nærmeste familie og havde den britiske kronprins, 44-årige William, ved sin side.
At det danske kongepar også er tæt med den norske kongefamilie, var tydeligt i Oslo Domkirke.
Både kong Frederik, 58, og dronning Mary, 54, sad på forreste række.
Kong Frederik havde da også et meget nært og personligt forhold til kong Harald, der var fætter til dronning Margrethe.
I sin personlige kondolence til kong Harald fremhævede Frederik hans lune væsen, hans ro og hans evne til at få mennesker til at føle sig godt tilpas.
Desuden understregede kong Frederik deres tætte forhold ved at kalde kong Harald for ”onkel Harald”.
Et stærkt billede var øjeblikket, hvor skandinaviens tre nuværende konger gjorde honnør: danske kong Frederik, svenske kong Carl Gustaf og norske kong Haakon.
Kong Haralds begravelse gik ikke helt som forventet i domkirken.
For da klokken slog 13.00 – og et minuts stilhed for kong Harald begyndte – skete der det i domkirken, som helst ikke bør ske:
En telefon begyndte at ringe – eller hvert fald larme alt for meget.
Det skriver det norske medie Nettavisen, der bringer en video af øjeblikket.
Her kan man tydeligt høre, at kirkeklokkerne ringede for at markere, at den et minut lange stilhed skulle gå i gang – hvorefter en mobil pludselig begyndte at bimle og bamle.
Det vides ikke, hvem der ejede mobilen, eller hvorfor den begyndte at larme. Men helt godt var det nu ikke…