
TV 2 har i dag løftet sløret for det program, der skal afløse “Vild med dans” fredag aften.
I årevis var efteråret på TV 2 lig med “Vild med dans” fredag aften klokken 20.00, men sidste efterår kørte programmet over skærmen for sidste gang.
Efter 22 sæsoner var det således slut med det populære danseprogram, hvilket betyder at TV 2 nu skal finde på noget andet at sende fredag aften.
Og nu kan de så endelig løfte sløret for, hvilket program der afløser “Vild med dans”.
I en pressemeddelelse oplyser de, at det splinternye realityprogram “100 knive” får premiere fredag 2. oktober.
Om programmet skriver TV 2:
“Forvent at mundvandet vil løbe hver fredag aften, når TV 2 får verdenspremiere på det nyudviklede skandinaviske format ‘100 knive’. I programmet kæmper 100 medvirkende, der alle til daglig arbejder professionelt med mad, om at bevise deres kulinariske talent, men også deres evne til at samarbejde, lede og overleve under ekstremt pres i et køkken. Dommerne er de to anerkendte og ikoniske køkkenchefer, Rasmus Kofoed og Kamilla Seidler.”
Dermed skifter TV 2 altså dansen ud med madlavningen, men ligesom i “Vild med dans” vil der undervejs blive elimineret deltagere.
Annonce
“I løbet af ti programmer følger seerne 100 kokke fra de indledende elimineringsrunder til skabelse af syv køkkenbrigader hver bestående af en chefkok og tre kokke. Herefter dyster brigaderne uge for uge i kampen for at undgå eliminering for til sidst at vinde konkurrencen og 500.000 kr.”