
Tina Lund står over for noget stort. Men hvad er det?
Springrytter og forsidefrue Tina Lund, 45, er på vej mod nye eventyr.
Det skriver hun selv i et opslag på Instagram, hvor hun også deler et billede af sig selv i et fly.
Hun skriver, at hun er på vej til De Forenede Arabiske Emirater, et sted, hun og familien kender særdeles godt.
Otte år i Dubai
I sommeren 2013 flyttede familien nemlig til Dubai for at få bedre rammer og vilkår for Tinas karriere som springrytter. Her skabte de sig en base i ørkenstaten, hvor parret fik opbygget en hverdag med deres to børn.
Men i august 2021 pakkede familien kufferterne og flyttede endeligt tilbage til Danmark for at genoptage tilværelsen her.
En af argumenterne var blandt andet, at der var mange corona-restriktioner i Dubai, blandt andet en bestemmelse om mundbind i skolerne.
Hvad venter?
Men om Tina er på vej til Dubai i forbindelse med en flytning, er ikke sikkert.
Hun skriver dog, at hun er i gang med at opstarte et spritnyt eventyr i De Forenede Arabiske Emirater, at hun sitrer af spænding, og at hun ikke kan vente med at se, hvor eventyret bærer hende hen.