
Den mangeårige GO’ morgen Danmark-vært Steen Langeberg fylder i dag 50 år, hvilket blev markeret af kollegaerne i slutningen af dagens udsendelse.
Det er en stor dag for tv-værten Steen Langeberg, der i dag runder et skarpt hjørne.
Han fylder nemlig 50 år, og det lod hans kollegaer på “GO’ morgen Danmark” ikke gå ubemærket hen denne morgen.
I slutningen af programmet var der på bordet i studiet sat et billede op af fødselaren med flag rundt omkring, mens der i baggrunden lå en helt særlig gave.
For det er ingen hemmelighed, at Steen Langeberg er glad for konkurrence og sport, og især den engelske fodboldklub Arsenal er han meget begejstret for.
Hans værtskollegaer på programmet var derfor gået sammen om at skaffe en gammel Arsenal-trøje med “Bendtner 52” bagpå. Det var nemlig det tætteste, de kunne komme på 50-året.
Mikkel Kryger, der sammen med Andrew Moyo var vært denne morgen, fortalte, at Steen Langeberg er en person, der ikke vil have, at man gør et stort nummer ud af en rund fødselsdag, men kollegaerne valgte alligevel at overraske ham med den flotte gave.