
Der er dog ét bevis, der er så gruopvækkende, at retten opsatte strenge regler, da det blev fremført i retten: Alarmopkaldet.
Retten pålagde således tilhørere og andre i retten, at de ikke måtte offentliggøre alarmopkaldet i dens helhed. Det blev også pålagt, at der ikke blev offentliggjort dele af det syv minutter lange opkald.
Der er dog enkelte transskriptioner fra alarmopkaldet, der er blevet offentliggjort.
I transskriptionerne fra det det syv minutter lange alarmopkald kan man blandt andet læse, hvordan Lindsay Clancys mand – Patrick Clancy – finder sin hustru hårdt såret i familiens have.
”Kig på mig”. ”Sig mit navn”, udbryder Patrick Clancy ifølge ABC 7 i alarmkaldet.
Kort efter finder han så parrets tre børn døde i familiens kælder. I alarmopkaldet kan man ifølge det amerikanske medie høre, hvordan Patrick Clancy skriger, mens alarmoperatøren gentagne gange spørger ind til, hvad der er sket.
”Hun dræbte børnene”, skriger han herefter i alarmopkaldet.
Patrick Clancy var ikke til stede i retten, da det hjerteskærende alarmopkald blev afspillet. Han har dog tidligere været i vidneskranken for at fortælle om den forfærdelige dag i januar 2023, hvor hans tre børn – femårige Cora, treårige Dawson og otte måneder gamle Callan – døde.
Han har blandt andet fortalt, at han om eftermiddagen fik tilsendt et billede af sin treårige søn, der spiste en nugget i sofaen. På det tidspunkt havde Patrick Clancy forladt familiens hjem for at løbe ærinder.
Undervejs havde han kontakt med sin hustru, der blandt andet bad ham om at hente noget medicin til femårige Cora og noget takeaway til familien. Anklageren mener, at Lindsay Clancy bevidst lokkede sin mand ud af døren, så hun kunne slå børnene ihjel og bagefter forsøge at tage sit eget liv.
- Hun var meget stille. Det lød til, at hun havde travlt. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at hun havde travlt med at bade børnene eller noget i den stil, da jeg lagde på, fortalte Patrick Clancy, da han vidnede i sagen.
Da han kom hjem kort efter klokken 18, var der påfaldende stille i huset.
Det var kort herefter, at han fandt sin hustru kvæstet i familiens have. Lindsay Clancy havde forsøgt at tage sit eget liv ved at skære sig i håndled og hals, hvorefter hun sprang ud ad et vindue.
Patrick Lindsay fandt herefter sin tre børn døde i kælderen. Femårige Cora, treårige Dawson og otte måneder gamle Callan var blevet kvalt med træningselastikker.
Lindsay Clancy risikerer livsvarigt fængsel uden mulighed for prøveløsladelse, hvis hun kendes skyldig i drabene. Hendes forsvarere kæmper for en mildere straf og hævder, at hun var hårdt plaget af en psykose og dermed ude af stand til at forstå, hvad hun foretog sig.