
Familiemorderen Chris Watts har ifølge amerikanske medier fået en nye kæreste og ønsker at blive gift
Det kan godt være, at han myrdede sin gravide hustru og sine to små piger. Men det er tilsyneladende ikke alle kvinder, der væmmes ved den amerikanske familiemorder Chris Watts.
I hvert fald kan flere amerikanske medier nu afsløre, at den 41-årige morder har fået en ny kæreste og tilmed planlægger at blive gift med hende.
Det skriver New York Post og Daily Mail.
Ifølge mediet er Chris Watts’ nye kærlighed den 39-årige Lizzie Henderson, der arbejder som ejendomsmægler. Den 39-årige kvinde er efter sigende allerede flyttet til Wisconsin for at være tættere på den flerdobbelte morder, der afsoner sin livstidsdom i et topsikret fængsel i den amerikanske delstat.
Daily Mail har været i kontakt med kvinden, der dog ikke ønsker at sætte ord på, hvordan hun kom i kontakt med den fængslede morder.
Det er dog blevet afsløret, at Lizzie Henderson i september sidste år søgte om tilladelse til at ændre sit navn til Lizzie Watts. Desuden har hun anmodet fængselsmyndighederne om tilladelse til at blive gift med Chris Watts.
Chris Watts myrdede sin gravide hustru, 34-årige Shanann, og deres døtre, Bella på 4 år og Celeste på 3 år, i august 2018.
I første omgang forsøgte Chris Watt at få alle til at tro, at hans gravide hustru og pigerne var forsvundet på mystisk vis.
Men under den første afhøring bed politiet i Frederick, Colorado dog mærke i, at Chris Watts bevidst omtalte sine piger i datid – og det gjorde politiet mistænksomme. Efter en længere afhøring valgte Chris Watts så at indrømme, at både hans hustru og børnene var døde.
I begyndelsen fastholdt han dog, at han kun myrdede Shanann – og at han gjorde det, fordi hun kort forinden havde kvalt begge deres piger i vrede over, at han havde fundet en anden.
– Jeg følte bare sådan en vrede, så jeg følte ikke andet, forklarede han over for de to betjente, der afhørte ham over to dage efter mordene i august 2018.
Han forklarede også, at han fjernede ligene fra huset, fordi han ”blev bange”.
Anklageren mente dog, at han i stedet fjernede ligene i et forsøg på at skjule, at han havde myrdet dem. Og anklageren troede altså heller ikke på, at Chris Watts “kun” havde myrdet sin hustru.
Det var i stedet anklagerens teori, at Chris Watts myrdede både Shanann og døtrene, fordi han ønskede et nyt liv med sin daværende elskerinde.
– Han er en løgner. Han løj om alt, har elskerinden – Nichol Kessinger – senere forklaret i et interview med The Sun.