
”Beverly Hills 90210”-veninderne Tori Spelling og Jennie Garth havde indtil for nylig en podcast sammen, hvor de mindedes de gode gamle dage. Nu er førstnævnte bakket ud før tid.
Lige siden de tonede frem på skærmen som henholdsvis Donna Martin og Kelly Taylor, har Tori Spelling og Jennie Garth været hinandens livsvidner gennem tykt og tyndt.
Hjerteveninderne har de seneste år været værter på podcasten ”90210MG”, der, som det kreative ordspil afslører, handler om den hitserie, der gav dem begge berømmelse tilbage i 1990’erne.
Men nu florerer der rygter om, at de tidligere ”Beverly Hills 90210”-stjerner ikke længere har et lige så harmonisk forhold som tidligere.
Det sker efter, Tori Spelling har droppet podcasten, og det er tilmed før tid. I podcasten genså kendisserne de 10 sæsoner af ungdomsserien. De manglede dog de sidste to sæsoner.
Flere medier, herunder E! News og TMZ, beretter om uvenskabsrygter mellem de tidligere kolleger, da opsigelsen fra Tori Spelling kom ud af det blå.
Et par kryptiske kommentarer fra kendisdatteren har også pustet til ilden. I en livestream med Brian Austin Green, der spillede hendes tv-kæreste David Silver, kommenterede skuespillerinden for nylig på hele situationen.
Her spurgte Brian Austin Green om, hvorvidt hun var klar til at udtale sig.
– Man skal virkelig tage sig tid – virkelig vurdere, virkelig reflektere – og derefter være i stand til at sige sin sandhed på en tankevækkende måde i stedet for at være reaktiv, forklarede Tori Spelling kryptisk.
Der lader dog ikke til at være sure miner over for veninden, Jennie Garth, på trods af de mange rygter.
I selvsamme livestream opfordrer Tori Spelling nemlig sine fans til at blive ved med at lytte til podcasten, som Jennie Garth fortsætter uden sin makker.
I et nyt afsnit af ”90210MG” fortæller Jennie Garth, at hun er ked af Tori Spellings beslutning, men at hun er glad for, at hun ”vælger sig selv”.
Hvad det konkret henviser til, vides ikke.
Det står dog klart, at man ikke skal forvente at høre Tori Spelling i podcasten igen fremover.